Vi har en del hindbærbuske i haven.
Det er den sene type, hvor der ikke kommer orme i.
Det gør der ofte i den sort der er tidlig.
I år har buskene givet rigtig meget, så jeg har frosset en del bær.
Når de bliver tøet op er de snaskede og kan ikke bruges som pynt på kager og deslige, men som marmelade og i kager er de super gode.
Den opskrift her giver 3 glas af normal marmeladeglas størrelse.
Opskriften kommer her:
Hindbærmarmelade
Det skal du bruge:
650 gram friske eller frosne hindbær
330 gram rørsukker
1 tsk. rød melatin
Det skal du gøre:
Hindbærrene kommes i en gryde med det meste af sukkeret.
Hold 50 gram tilbage til at blande med melatinen.
Læg låg på og lad det stå en times tid hvis det er friske bær,
ellers skal det stå i flere timer.
Varm det langsomt op til det begynder at simre.
Marmeladen må ikke koge, kun simre i ca. 5 min.
Rør forsigtigt i gryden en gang i mellem.
Bland sukkeret med melatinen og hæld det forsigtig i gryden
til blandingen er opløst.
Simrer videre i maks. 2 min.
Tag gryden af pladen og lad den stå i 7-10 min.
Fjern evt. skum.Hæld marmeladen i skoldede og
atamon skyllede glas og sæt atamon skyllede låg på.
Sæt glassene på køl.
Den hurtige afkøling fremmer bærrenes smag.