Ripello lige samlet og klar til at afprøve

Jeg har holdt CykelMotionDanmark i mange år.
Det er et udmærket magasin, med mange gode artikler, folks beretninger om diverse cykelture i ind- og udland.
Og så var der test af diverse cykler og cykeludstyr:
Det der slog mig dengang, det var at næsten alle cykler der blev testet var oppe i den dyre klasse 15.000 og opefter, så det var ikke den almindelige mand med en almindelig indkomst der lige kunne fravriste en 20 stærke fra privatøkonomien.

Så jeg satte mig ned og undersøgte markedet for cykler under 10.000. Om de var noget værd at eje osv.
Dengang jeg startede fik jeg kontakt til forretningen Cykelkongen i Slagelse (eksisterer ikke mere) og snakkede med indehaveren.
Han var med på at jeg skulle afprøve et par af hans cykler
Efter en lille uges tid kom to papkasser. En med en Model Ripello og en med modellen der hedder Maxxum.
De blev så testet godt og grundigt og efter færdiggørelsen af det havde jeg muligheden for at købe dem billigt
Jeg har stadig Ripelloen efter ca. 10 år, så det må siges at det var en god cykel.

Ripello godt afprøvet
Efter nogle år trængte cyklen til at blive gjort istand med nyt gear og farve

Jeg har lavet en test af cyklen til CykelMotionDanmark og den kommer her:
Jeg har haft fornøjelsen af at teste 1 cykel fra Cykelkongen.dk, som har udstilling og forretning i Slagelse + et websted med hele udvalget og hvor alt kan betales med Dankort.
Jeg bestilte en blå Ripello Gold edition til kr. 5999,-

Jeg var lidt i tvivl om rammestørrelsen, så jeg ringede til Cykelkongens hotline og fik straks fat i indehaveren Tom Stengade og han rådførte mig til ramme str. 19” (ca. 175-190 cm. personhøjde.)
Efter ca. 1 uge modtog jeg 1 papkasse. Cyklen bliver leveret 90 % samlet. Det tog 15 min. at sætte styr, sadel, pedaler og forhjul på og ca. 20 min. at justere bremsegreb, sadelhøjde og gearplacering.

Hvad får man så?
C
yklen er forholdsvis lav over forgaflen, meget road lignende. Rammen er 7005 alu. med udskiftelig geardrop. Dobbeltbundede DA19 fælge fra Weinmann med flade aeroeger og Kenda dæk med knopper på siden og glat på midten.
Velo light saddelen er smal og udfylder det den skal.
Styr og frempind fra Kalloy
Cyklen har hydrauliske bremser fra Promax, som også leverer til TREK og Moongoose. De er lette at dosere.
Skruekassette 11-32 og 22-44 tænder på de forreste tandkranse.

Ripello:
En 40 cm. lang saddelpind og barends i carbon fra ZOOM
forskifter X5  fra SRAM
bagskifter er X7
skiftegreb X5
Krank NECO full cartridge
Krankgarniture: Sunrace gold alu
Hjulnav: Joytech Gold Performance.
SUNTOUR RXC CS7 forgaffel og med lockout på styret. Forgaflen er af fjedertypen med 130 mm. vandring. Det gode ved fjedertypen er at de næsten er vedligeholdelsesfrie. Gaffeltrykket kan justeres på venste ben, fra meget blød til meget hård. Lockoutet låser forgaflen effektivt og udløses igen hurtigt når der er brug for det ned af bakke.
Gearskiftet fra SRAM har 2 skiftearme, som bliver betjent med tommelfingeren, man skal altså kun trykke. Man kan så koncentrere sig om bremsegrebet med de andre fingre.
Gearskiftet er det hurtigste jeg endnu har prøvet, man skal kun lige røre udløseren førend der er skiftet med et let tryk. Der er heller ikke meget larm fra bagskifteren, selv under middelhård belastning.
Nav, kuglelejehus, stikaksler og forreste klinger er indfarvet gyldne hvilket giver cyklen et eksklusivt indtryk.

Afprøvning:
Afsted til Svanninge Bakker på Sydfyn på den første tur. Svanninge Bakker består af en ca. 5 kvadratkilometer skov og naturområde. Landskabet er meget kuperet og fra højdedragene har man udsigt over Sydvestfyn og Det Sydfynske Øhav. Svanninge Bakker blev dannet under sidste istid for ca. 20.000 år siden. Jeg vil tro at der nok er ca. 60-70 km. sti at køre på.

Ripelloen klarer sig godt, med et blødt gearskift uden megen brokken fra skifterne. Der er god balance på nedkørslerne. Cyklen passer til personhøjde på 185 cm. med lange ben. De medfølgende dæk fra Kenda er allround, men kom hurtigt til kort ved flere opkørsler, hvor der var blødt underlag, men det hjalp gevaldigt da jeg investerede i et par knopdæk.
Den lette ramme har lidt racergeometri.

Ripelloen er den jeg har kørt  mest på.
Den passer mig perfekt med 19” ramme. Skruekassetten 11-32 giver udveksling nok til at klare de fleste stigninger og nedkørsler. Den stive forgaffel opfører sig stabilt og har en god dæmpning. Cyklen har ikke svigtet i gearskiftet eller i bremserne med de ca. 1000 km. på landevej  og de ca. 250  i skoven, hvor den har forceret mudder, grene og vandhuller. Der er heller ikke noget at udsætte på kæden, lidt tyndtflydende olie, så virker det. Cyklen er monteret med flade aero eger. De bliver løse efter ca. 100 – 200 km. og skal derfor efterspændes hos cykelsmeden. Der var manglende oplysning om dette så jeg kørte indtil 6 eger var løse (350 km) og fik det rettet. Der mangler en nippelnøgle ved leveringen til gør det selv mænd.

Konklusion:
Ripello: For 5999,- kr. får man en MTB der også kan gennemføre et MTB løb i Danmark uden problemer. Det er godt nok ikke kun rene high-end komponenter der sidder på cyklen men det der hører hjemme i den højere ende af skalaen. Alt i alt en cykel jeg godt vil anbefale til prisen.
Plusser: Den kommer let over forhindringerne, man rammer ikke styret med knæene, der er god balance overalt, rammen er opbygget med forstærkninger, lidt sej at kigge på, god lang sadelpind.
Minusser:  Der var manglende oplysninger om egerspænding, men leverandøren fortæller at der vil være oplysninger og værktøj ved fremtidige leveringer. Man skal påregne en ekstra udgift på ca. 500,- kr. til cykelsmeden til efterspænding af cyklen, hvis man ikke er af gør det selv slagsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.